Ring 1-1-2, hvis du har brug for:
- Akut hjælp fra ambulance, politi eller brandvæsen
- Øjeblikkelig hjælp ved akut livstruende sygdom eller tilskadekomst
Når du ringer 1-1-2:
Trin 1: Alarmcentralen hos enten Politiet eller Hovedstadens Beredskab modtager dit opkald
De vurderer, om du har brug for hjælp fra brandvæsenet, politiet eller sundhedsvæsenet. Medarbejderen spørger ind til, hvad der er sket, og hvor du er. Hvis du ringer om sygdom eller ulykke, bliver du stillet videre til vagtcentralen hos Region Hovedstadens Akutberedskab (AMK-Vagtcentralen).
Trin 2: Du stilles videre til vagtcentralen hos Region Hovedstadens Akutberedskab
AMK-Vagtcentralen besvarer 1-1-2-opkald døgnet rundt og sørger for, at du får den rette hjælp hurtigt. Du taler med en sygeplejerske eller en paramediciner (sundhedsfaglige visitatorer), som spørger ind til, hvad der er sket samt til den tilskadekomnes eller syges tilstand.
Hvis det er muligt, vil den sundhedsfaglige visitator helst tale med den syge eller tilskadekomne selv. Det gør de for at vurdere, hvilken hjælp der er brug for, og hvor meget det haster. Du vil også blive spurgt til, hvilken adresse du befinder dig på.
Den sundhedsfaglige visitator vurderer, om der er brug for at sende en ambulance, en akutbil eller en akutlægebil.
Trin 3. Hjælp og rådgivning
Vurderer den sundhedsfaglige visitator, at der ikke er brug for en ambulance, vil du få rådgivning om, hvad du skal gøre. Du kan eventuelt blive henvist til en akutmodtagelse eller til opfølgning hos din egen læge.
Vi prioriterer ambulancerne
Akutberedskabet foretager løbende en prioritering af ambulancerne. Det kan betyde, at akutte kørsler i visse tilfælde må vente for at give plads til mere hastende kørsler. Hvis du har brug for hjælp, fordi situationen forværres, inden ambulancen når frem, skal du ringe til 1-1-2 igen.
Følg ambulancen på din mobiltelefon
Er ambulancen sendt afsted akut med udrykning (en såkaldt a-kørsel), vil den person, der har ringet til 1-1-2 og talt med AMK Vagtcentral, få en sms. Her kan du se, hvor langt væk ambulancen er og den anslåede ankomsttid.
