​For Astrid var drømmen helt klar: Hun ville være ambulancebehandler. Vejen til at nå målet var omfattende, men hun gik benhårdt og målrettet til opgaverne og forberedte sig grundigt. Sammen med 150 andre sendte hun en ansøgning til Akutberedskabet om at blive ambulancebehandlerelev. Da hun var blandt de 28, der gik videre til optagelsesprøven, startede den benhårde træning for alvor.

Oprindeligt havde den 22-årige Astrid ellers retning mod hvide kitler og mange år på universitetet. Hun ville nemlig være tandlæge. Men i sabbatåret efter gymnasiet fik hun job på et aflastningscenter for børn og unge med handicap – og det ændrede alt for hende.

– Jeg opdagede, hvor vigtigt det er for mig at kunne vise omsorg i mit arbejde. Jeg fandt ud af, at jeg trives rigtig godt i, at ingen hverdage er ens, og at tingene går hurtigt. Derfor vidste jeg bare, at min drøm var at blive ambulancebehandler.

Den store fascination af området blev dog vakt allerede, da Astrid var barn.

– Da jeg var 10 år, blev jeg selv hentet af en ambulance. Jeg var bange og anede ikke, hvad der skulle ske. Men behandlerne var så rolige og søde, og de gjorde mig så tryg. Den oplevelse har sat sig i mig, og den tryghed vil jeg gerne give videre.

En plads blandt de få
Da Astrid fik besked om, at hun skulle til optagelsesprøve, satte hun gang i den helt store træning – både fysisk og mentalt. Til optagelsesprøven skal ansøgerne nemlig testes i alt fra hukommelse og samarbejdsevner til fysisk form og paratviden.

– Jeg så en masse nyheder op til prøven, for jeg anede jo ikke, hvad vi kunne blive spurgt om. Derfor prøvede jeg bare at blive klog på lidt af det hele, fortæller hun.

Den fysiske test kræver også stor ihærdighed, og Astrid havde forberedt sig målrettet med løb og cirkeltræning fire gange om ugen.

– Jeg vidste, at jeg kunne klare den fysiske del, og det føltes virkelig godt. Men det tog fusen på mig, hvor meget modvind der var, da vi skulle løbe, griner hun.

Alligevel gik hun fra prøven med en god fornemmelse.

– Jeg havde forberedt mig og været ærlig hele vejen, så jeg følte virkelig, jeg havde gjort mit bedste.

Det nervepirrende opkald
De bedste fra prøven gik videre til den sidste del af optagelsesforløbet, samtalen. Astrid var en af dem, og hun brugte især den viden, hun havde fået fra arbejdet med børn og unge.

– Det var en god samtale, og jeg følte, at jeg kunne være mig selv, og at jeg kunne trække på min erfaring.

Ventetiden efter prøven føltes lang, og håbet begyndte at svinde. Men så kom det længe ventede opkald.

– Jeg stod i fitnesscentret og havde næsten opgivet, fordi jeg ikke havde hørt noget endnu. Men lidt over middag ringede de og sagde, at jeg var optaget. Jeg troede slet slet ikke på det i starten. Jeg blev bare SÅ glad, for det er det her, jeg vil!

Hun ringede straks til sine forældre, som jublede i telefonen: "Vi vidste det bare!"

Klar til opstart – og nye udfordringer
I august 2025 starter Astrid på introforløbet, og hun ser både frem til det faglige og de personlige udfordringer.

– Jeg er spændt på, hvordan det bliver, når jeg skal stå i de mere voldsomme situationer. Jeg er en følsom person, så det bliver en læringsrejse, siger hun og tilføjer:

- Og så er jeg ret spændt på at tage lastbilkørekortet, griner hun.

Astrids tre bedste råd til kommende ansøgere

• Erfaring: Jeg havde arbejdet på et aflastningscenter, og det gav mig meget at trække på til samtalen. Det handler ikke kun om blå blink – det handler også om omsorg.
• Træning: Du ved, hvilke fysiske prøver du skal igennem – så træn specifikt til dem. Det kan virkelig betale sig.
• Ærlighed: Ellers bliver du gennemskuet. Det er vigtigt, at du viser, hvem du er og ikke hvem du tror, de gerne vil se.​