Gå til hovedindhold

Mød Marianne, der hjælper dig og dit syge barn

​Marianne er sygeplejerske og uddannet sundhedsplejerske med mange års erfaring med syge og skadede børn. Når hun er på vagt i Akuttelefonen 1813, sidder hun ofte i det såkaldte ”børnespor” sammen med andre børnesygeplejersker og tager de opkald, der drejer sig om børn, som enten er akut syge eller kommet til skade 🤒

Marianne snakker med mange bekymrede fædre og mødre, der ringer om deres børn.

Hun fortæller:

”I børnesporet har jeg mulighed for at bruge mine særlige kompetencer og store erfaring med børnesygdomme og skader. For mig er arbejdsglæde at kunne hjælpe mor eller far på en måde, så deres barn får den hjælp, som barnet akut har brug for.

I dialogen med forældrene har jeg også mulighed for at give dem gode råd til, hvad de en anden gang kan gøre, når de sidder med et sygt barn. Man kan vel sige, at jeg giver dem nogle mestringsstrategier i forhold til barnets sygdom eller skade. Og det giver stor værdi for mig at gøre dem endnu mere selvhjulpne og trygge i en ofte utryg situation.”

På Akuttelefonen 1813 bruger vi i høj grad videosamtaler, og man kan også sende billeder til os undervejs i samtalen. Det gør, at vi hurtigt og effektivt kan vurdere, hvilken behandling der er den rette her og nu. Det gælder også for arbejdet i børnesporet 👍

”Brugen af videosamtaler og billeder af barnet er alfa og omega, når jeg snakker med forældrene. På den måde kan jeg nemmere og hurtigere vurdere symptomerne. For udslæt eller feber er ikke nødvendigvis alvorligt isoleret set. Det vil altid være en vurdering af det samlede sygdomsbillede. Vil barnet fx drikke? Er der god kontakt med barnet? Og trækker barnet vejret normalt? Det er sådanne faktorer, vi skal tage i betragtning i vores visitation,” fortæller Marianne.

På grund af en brækket fod foregår arbejdet i Akuttelefonen 1813 lige nu fra Mariannes hjemmekontor. Og netop muligheden for hjemmearbejde, og den fleksibilitet, det giver, sætter hun stor pris på:

”Dét at kunne hjælpe den enkelte forælder, uanset om jeg sidder i vagtcentralen eller derhjemme med foden oppe, er en kæmpe gevinst." 🙏​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden