Gå til hovedindhold

​​​

Sara fra 1-1-2 hjælper i de mest akutte situationer

Hvad er det sværeste ved at arbejde på 1-1-2?
Hvornår er der flest, der ringer?
Hvad er det bedste ved jobbet?
Vi har talt med Sara. Hun er sygeplejerske og ambulancebehandler, og hun er én af dem, der tager telefonen, hvis man ringer 1-1-2.

​📞 Hvad går dit arbejde ud på?

”Jeg er sundhedsfaglig visitator på 1-1-2. Mine kollegaer og jeg tager alle de opkald, som handler om kritisk sygdom eller skader.”

🚑 Hvad er det bedste ved dit arbejde?

”Jeg kan rigtig godt lide variationen. Udover arbejdet på 1-1-2 er jeg også ude blandt borgerne, når jeg kører ambulance. På 1-1-2 kan det være udfordrende at finde ud af, hvad den rigtige løsning er for patienterne - den udfordring er spændende, synes jeg. Og så er kommunikationen en stor del af jobbet. Det kræver, at man både kan lytte, forstå og formulere sig relevant til patienter og pårørende, så de føler sig forstået, trygge og anerkendt.”

🚨 Hvornår er dit arbejde sværest?

”Det er svært, når der kommer en konflikt mellem os og de pårørende eller indringer. Personen kan være utilfreds og presset af situationen, og jeg synes, det er svært ikke at tage det personligt, hvis der opstår en konflikt.”

🌪 Hvornår har I mest travlt?

”Det er meget forskelligt. Det kan nogle gange komme bag på mig, hvor travlt der kan være en søndag nat. Men oftest er det fredag og lørdag aften og nat, vi har travlt. Alkohol og stoffer er tit inde i billedet, når der bliver ringet 1-1-2 i de dage.”

❤ Er det ikke et hårdt arbejde?

”Vi er jo vant til at tage os af de mest akutte situationer. Når det er sagt, så kommer der alligevel opkald, som selv de mest erfarne sygeplejersker ikke har haft før. Vi sparer meget med hinanden og en læge, når vi kommer i tvivl om, hvilken respons vi skal sende.
Men det rigtig svære kan bestå i at få en god kommunikation op at stå med en bekymret, bange, rådvild eller afmægtig person, og det er her, kommunikationsevnerne er vigtige.
Selve vurderingen, førstehjælpen og de relevante spørgsmål er vi ret skarpe på, men det kan være svært for borgerne at forstå, hvorfor vi stiller så mange spørgsmål. Det gør vi for at sende den rigtige hjælp i den rigtige hastighed, så vi kan få prioriteret ressourcerne til de borgere, der er kritisk syge eller tilskadekomne. Vi skal have fundet sagens kerne, og derfor er det vigtigt, at vi har en god kommunikation med borgeren.


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden