Initiativet er resultatet af et samarbejde mellem Region Hovedstadens Akutberedskab og Frederiksberg Kommune, og ordningen skal foreløbigt køre i halvandet år. I København har Sociolancen allerede i ti år været en fast del af gadebilledet og ydet en vigtig indsats for mennesker i svære livssituationer. Nu får Frederiksberg-borgerne samme mulighed.
“Sociolancen har gjort en stor forskel for rigtig mange i København. Det er ikke alle borgere, der passer ind i én bestemt kasse, og med Sociolancen kan vi kombinere flere fagligheder, der sammen kan give den bedste hjælp. Det er rigtig positivt, at området nu bliver udvidet, så endnu flere kan få den rette støtte," siger Thomas Reimann, direktør i Region Hovedstadens Akutberedskab.
Flere fagligheder samlet
Sociolancen er en specialindsats, som er bemandet med både en sundhedsfaglig og en socialfaglig medarbejder, og den er målrettet borgere, som har brug for hjælp på tværs af systemerne. Det kan eksempelvis være mennesker med psykiske lidelser, misbrug eller hjemløshed.
Den nye Sociolance er finansieret via midler fra Akutpulje 2.0. Den 4. august markeres indsatsen officielt med en indvielse, når Sociolancen første gang ruller ud i Frederiksbergs gader.
Fakta om Sociolancen
- Sociolancen kører på nuværende tidspunkt i København dagligt klokken 11-23.
- Den bemandes af en socialfaglig medarbejder fra Københavns Kommunes Socialforvaltning samt en paramediciner eller ambulancebehandler fra Region Hovedstadens Akutberedskab.
- I Sociolancen er der udstyr til livreddende førstehjælp samt udstyr til et basalt helbredstjek.